Du behøver ikke være regnskabsekspert for at have styr på din økonomi. Faktisk skal du kun have tre ting på plads, før resten kører næsten af sig selv — og når de er sat op, hjælper vi dig med bogføringen og guider dig hele vejen.
Her er de tre trin.
Det første du skal gøre, er at oprette en separat bankkonto til din virksomhed — en erhvervskonto.
Hele pointen er at holde dine virksomhedspenge adskilt fra dine private penge. Det gør dit regnskab langt nemmere og mere korrekt, og det bliver let at se, hvad der hører til virksomheden. Vil du på et tidspunkt bruge virksomhedsordningen (VSO) for at optimere din skat, er en klar adskillelse mellem privat og erhverv direkte et krav.
Du må gerne flytte penge mellem dine konti. Det er helt normalt og giver ingen problemer. Når du vil tage penge ud til dig selv, overfører du dem bare fra din erhvervskonto til din private konto — det kaldes en privat hævning.
Og en vigtig ting at vide: Som enkeltmandsvirksomhed betaler du skat af virksomhedens overskud — ikke af det beløb, du overfører til dig selv. Det har altså ingen betydning for din skat, hvor meget eller hvor lidt du hæver. Du skal bare holde tingene adskilt, så det er tydeligt, hvad der er virksomhed, og hvad der er privat.
Tip: Betal altid dine virksomhedsudgifter fra erhvervskontoen. Mangler der penge på den, så overfør fra din private konto til erhvervskontoen først — og betal derfra. Det er langt mere overskueligt end at lægge ud fra din private konto og bagefter skulle huske, hvad du har lagt ud for.
Et bilag er dokumentationen for en udgift eller en indtægt — typisk en kvittering eller en faktura. Alle dine bilag skal gemmes, og de skal gemmes digitalt.
Den nemmeste måde er at oprette en mappe i skyen — for eksempel Google Drev, Dropbox eller OneDrive — og bygge den op sådan her:
En mappe for hvert år (fx 2026)
Inde i året: en mappe for hver måned (01 Januar, 02 Februar, 03 Marts osv.)
Læg alle bilag for den pågældende måned i den rigtige mappe
Det er nemt at holde ved lige, fordi tjenester som Google Drev også findes som app på din telefon. Så har du den altid ved hånden: får du en kvittering, tager du et billede af den med det samme og lægger det i månedens mappe. Og kommer en faktura på mail, tager du bare et skærmbillede og lægger det op.
På den måde samler du dokumentationen løbende, i stedet for at skulle lede efter den ved årets slutning.
Bilagene skal gemmes digitalt i mindst 5 år, og de skal være nemme at finde frem — for eksempel hvis SKAT udtager dig til kontrol. Med en fast mappestruktur har du altid styr på det.
Det er et krav, at virksomheder bogfører i et godkendt regnskabsprogram. Billy er et af de godkendte programmer, og vi har vores egen licens til det.
Det betyder, at du ikke selv skal købe eller lære et program at kende. Når du sender os dit materiale, bogfører vi det hele i Billy for dig — så din bogføring er korrekt og lever op til bogføringsloven.
Sådan fordeler opgaverne sig:
Din opgave
Hold styr på dine bilag, og besvar det, vi spørger om
Oplys korrekte oplysninger — for eksempel bankkonti — via vores portal, der guider dig hele vejen
Indberet til SKAT (portalen viser dig hvordan)
Vores opgave
Bogføre dit materiale i Billy
Afstemme, så tallene stemmer
Guide dig undervejs
Som selvstændig betaler du din skat løbende hen over året — og du sætter den selv op. Det lyder måske som meget, men princippet er faktisk enkelt, når du først har fat i det. På denne side får du en god grundforståelse for, hvordan din skat fungerer, hvad du kan trække fra, og hvordan du laver din forskudsopgørelse, så du betaler det rigtige beløb i løbet af året.
Som ejer af en enkeltmandsvirksomhed er du og din virksomhed juridisk set det samme. Det betyder, at du beskattes personligt af virksomhedens overskud — altså det, der er tilbage, når alle dine udgifter er trukket fra din omsætning.
Omsætning − udgifter = overskud
Det er overskuddet, du betaler skat af.
Det har ingen betydning for skatten, hvor meget du har overført til dig selv undervejs. Du beskattes af overskuddet, ikke af dine hævninger.
Din skatteperiode følger kalenderåret, altså 1. januar til 31. december.
Forskudsopgørelsen er dit bedste bud på årets resultat. Den fortæller SKAT, hvad du forventer at tjene, så du kan betale din skat løbende (det kaldes B-skat) i stedet for at få én stor regning til sidst.
Lav et budget for året. Det er dit bedste bud på, hvad din omsætning og dine udgifter bliver — og dermed dit forventede overskud.
Eksempel:
Omsætning: 600.000 kr.
− Driftsudgifter: 150.750 kr.
= Forventet overskud: 449.250 kr.
Vi anbefaler, at du genbesøger dit budget mindst to gange om året og justerer, hvis virkeligheden ser anderledes ud end forventet.
Log ind på skat.dk som privat (ikke som erhverv).
Vælg Forskudsopgørelse.
Indtast dit forventede overskud i felt 221.
I eksemplet ovenfor skal du altså indtaste 449.250 i felt 221.
Ud fra det, du har indtastet, beregner SKAT, hvor meget B-skat du skal betale. B-skatten betales i 10 rater hen over året — én rate om måneden, undtagen i juni og december. Hver rate forfalder den 20. i måneden.
De måneder du skal betale B-Skat:
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
August
September
Oktober
November
December
Vi anbefaler, at du tilmelder betalingen til Betalingsservice, så beløbet trækkes automatisk, og du slipper for at huske det. Falder den 20. på en weekend eller helligdag, trækkes beløbet den følgende hverdag.
Begynder du først midt på året — for eksempel hvis du indberetter din forskudsopgørelse i marts — bliver beløbet automatisk fordelt over de resterende rater, så det hele passer i sidste ende.
Du kan altid ændre din forskudsopgørelse. Det bedste tidspunkt at gøre status er omkring september. Her har du tal for det meste af året, og en ændring kan stadig nå at slå igennem på de sidste B-skatterater. Venter du til senere, kan det reelt være for sent — Det skal slå igennem og der er ingen rate i december.
Sådan gør du status:
Tag dit budget frem.
Sammenlign med det, du faktisk har haft indtil nu — altså dine indtægter minus dine udgifter.
Vurder, om du ligger tæt på dit budget eller langt fra.
Ligger du tæt på, behøver du ikke gøre noget. Er du langt fra — i den ene eller anden retning — så ret dit forventede overskud i felt 221, så din B-skat passer bedre til virkeligheden.
På den måde undgår du at betale for meget eller for lidt undervejs, og du mindsker risikoen for en stor restskat, når året er omme.
Jo mere korrekt du får dine udgifter med i regnskabet, jo mindre bliver dit overskud — og dermed din skat. Men det skal være rigtige virksomhedsudgifter. Her får du tommelfingerreglen og en oversigt over de udgifter, du typisk kan trække fra som osteopat.
En udgift kan trækkes fra, hvis den er nødvendig for at drive din virksomhed og har en direkte erhvervsmæssig sammenhæng.
Et godt spørgsmål at stille dig selv er: Ville jeg stadig have denne udgift, hvis jeg ikke drev virksomheden? Hvis svaret er nej, er udgiften sandsynligvis fradragsberettiget.
Husk også, at det skal fremgå af din faktura, at modtageren er virksomheden — og gerne med dit CVR-nummer på.
Som en del af AAO skal du oftest ikke stå for klassiske driftudgifter som husleje, rengøring, reklame, ostepatudstyr som nåle, elatiskker mv. Skulle du alligevel have brug for sådan produkter, kan du naturligvis trække fra.
Administration
Revisor eller bogholder
Forsikringer (erhvervsforsikring, ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring)
Bankgebyrer
Kontorartikler (papir, printerblæk, kuglepenne)
Medlemskab af faglige netværk
Visitkort og brochurer
Faglige kurser og workshops
Medlemskab af faglige organisationer
Faglige bøger og tidsskrifter
Konference- og seminarudgifter
Arbejdstøj: Du kan kun trække arbejdstøj fra, hvis det er specielt tøj, du ikke også kan bruge privat — for eksempel en kittel eller tøj med klinikkens logo. Almindeligt tøj kan du ikke trække fra, heller ikke selvom du gerne vil se præsentabel ud over for dine patienter.
Abonnement på musik-/podcaststreaming: Du kan trække det fra, hvis det bruges erhvervsmæssigt — for eksempel som musik i venteværelset. Det skal hovedsageligt bruges i klinikken; er der et stort privat element, kan du ikke trække det fra.
Fitness og træningsudstyr: Udstyr, du køber til klinikken — elastikker, bolde og redskaber til at vise og teste øvelser — kan du trække fra som driftsmiddel. Derimod kan fitnessabonnement være svært at trække fra, selvom du bruger det i forbindelse med dit arbejde, da SKAT betragter motion som en privat udgift.
Mad: Din egen mad — morgenmad, frokost, aftensmad, kaffe og frugt — er som udgangspunkt en privat udgift, som du ikke kan trække fra. Undtagelsen er, hvis du er på forretningsrejse i mere end 24 timer med overnatning væk hjemmefra; her kan du trække maden fra eller bruge statens diætsatser. (Skal du bespise en forretningsforbindelse, gælder reglerne om repræsentation — se afsnittet om gaver og repræsentation.)
Netværk: Medlemskab af faglige netværk og organisationer kan du trække fra, når de har en klar erhvervsmæssig sammenhæng med dit arbejde som osteopat.
Telefon og telefonabonnement: Du kan trække udgifterne fra, hvis du bruger telefonen i forbindelse med dit erhverv. Til gengæld beskattes du efter reglen om "fri telefon", hvilket betyder, at vi bogfører en teknisk indtægt på den gældende sats (3.500 kr. i 2026). Fordi du beskattes efter denne regel, må du også gerne bruge telefonen privat.
Computer og it-udstyr: En computer, du bruger til at arbejde på, kan du trække fra eller afskrive — og du bliver ikke beskattet af den, selvom du også bruger den privat. Den følger altså ikke "fri telefon"-reglen som telefonen gør.
Diæter er skattefri rejsegodtgørelse til kost, logi og småfornødenheder, når du er på forretningsrejse. Rejsen skal vare mindst 24 timer for at give ret til diæter. Diæterne dækker udgifter, som virksomheden ikke betaler direkte.
Diæter beregnes ud fra faste standardsatser pr. døgn:
Logi dækker overnatning, for eksempel hotel eller Airbnb.
Kost dækker mad, kaffe og lignende.
Vi anbefaler oftest at benytte de faktiske udgifter, fordi oftest vil de samlede udgifter hotel+mad oversige satsen.
Det er dog praktisk nemmere blot at benytte satsen.
Sats (2025): logi 256 kr. og kost 597 kr. pr. døgn. Samlet pr. døgn 853 kr. Satserne reguleres årligt.
Der er to slags kørsel, og de behandles forskelligt.
Har du mere end 12 km til arbejde (over 24 km tur/retur), kan du få befordringsfradrag. Det skal ikke med i dit virksomhedsregnskab – du taster det selv ind i din selvangivelse (årsopgørelsen rubrik 51, forskudsopgørelsen rubrik 417).
Kører du til møder, kurser, henter varer eller andet, der har direkte med dit erhverv at gøre, kan du få skattefri kørselsgodtgørelse. Det kræver, at du fører en kørebog. Værdien beregnes som antal kilometer gange satsen. Beløbet bogføres som en udgift i dit regnskab, så dit overskud bliver mindre, og du betaler ikke skat af det.
Sats (2025): 3,81 kr. pr. km. Satsen reguleres årligt
Dit regnskab består af to dele: en resultatopgørelse og en balance. Resultatopgørelsen viser, hvad du har tjent — og det er den, du betaler skat af. Balancen er et øjebliksbillede af, hvad din virksomhed har og skylder ved årets udgang. Her forklarer vi begge dele kort.
Resultatopgørelsen viser årets indtægter og udgifter:
Omsætning − udgifter = årets resultat
Det er dette resultat — dit overskud — du betaler skat af.
Balancen er et øjebliksbillede pr. 31. december. Den har to sider: aktiver (hvad virksomheden har) og passiver (hvordan det er finansieret, og hvad der skyldes). De to sider går altid op.
Tilgodehavender (for eksempel december-omsætning)
Har du tjent penge i december, men pengene er endnu ikke gået ind på din konto, bliver de parkeret her som et tilgodehavende. Beløbet hører til dette års omsætning, så du beskattes af det i år.
Når pengene så kommer ind i det nye år, bliver tilgodehavendet udlignet — og det sker kun gennem balancen. Det rammer altså ikke resultatopgørelsen igen, så du ikke bliver dobbeltbeskattet. Kort sagt: en parkering, indtil beløbet kan udlignes.
Likvide beholdninger
Pengene, der står på din bankkonto.
Mellemregning
Din mellemregning er kontoen mellem dig og din virksomhed. Den dækker mere end bare det, du har hævet til dig selv. Den indeholder typisk:
Det, du har hævet til privat
B-skat, du har betalt
Private udgifter betalt fra virksomheden
Tekniske posteringer som modpost til for eksempel fri telefon, kørsel, rejse og diæter
Det påvirker ikke din skat. Du beskattes af dit resultat — ikke af, hvad du hæver.
Årets resultat
Årets overskud fra resultatopgørelsen, som føres over i balancen, når året afsluttes.
Overført resultat
De tidligere års resultater, der er ført videre fra år til år.
Skyldig lønsum
Den lønsumsafgift, du endnu ikke har betalt, står her som en skyldig post. Når du betaler den, bliver den udlignet her — så du ikke kommer til at tælle den med to gange.
Eventuel revisorhensættelse
Nogle vælger at tage revisorregningen med på forskud, så der hensættes til den. Det har ikke den store betydning for tallene, da regningen er relativt lille.
Resultatopgørelsen bestemmer din skat.
Balancen sørger for, at tingene står det rigtige sted — og at beløb, der hører til ét år, men flyttes i et andet (december-omsætning, skyldig lønsum), bliver håndteret korrekt. Det er det, der sikrer, at du hverken bliver dobbeltbeskattet eller betaler for lidt.
Når dit årsregnskab er indberettet, får du en opgørelse fra SKAT. Den viser én af to ting: enten skylder du skat (restskat), eller også har du penge til gode (overskydende skat). Her får du forklaret, hvad det betyder, og hvad du gør.
Restskat betyder, at du har betalt for lidt skat i løbet af året — din B-skat har været lavere, end dit faktiske overskud krævede. Så skal du betale forskellen.
Overskydende skat betyder, at du har betalt for meget. Så får du penge tilbage fra SKAT.
Derfor kan det betale sig at holde din forskudsopgørelse opdateret hen over året — så rammer din løbende B-skat tættere på det rigtige, og du undgår store overraskelser.
Vi sender din opgørelse til dig. Du betaler ved at logge ind på din private skat på skat.dk, hvor du kan betale med kort, bankoverførsel og lignende.
Der løber renter på en restskat — og jo hurtigere du betaler, jo mindre betaler du i renter. Vi anbefaler derfor, at du betaler hurtigst muligt, så du undgår unødige renteudgifter.
Restskat: du har betalt for lidt → du betaler forskellen.
Overskydende skat: du har betalt for meget → du får penge tilbage.
Betal en restskat hurtigt for at holde renterne nede.
Du undgår store overraskelser ved at gøre status på din forskudsopgørelse undervejs.
Når du har styr på det grundlæggende, er der flere måder at sætte din skat ned på – helt lovligt. Her er et overblik.
Bemærk du skal formentligt op op have en omsætning efter udgifter til AAO på 8-900.000 før evt. VSO/ApS giver mening.
Pension: Det giver oftest god mening at indbetale til pension op til grænsen for, hvor meget du kan få fradrag for. Du får fradrag for indbetalingen, så du sætter din skat ned nu og sparer samtidig op til fremtiden. Tag en snak med din bank om, hvad der passer til din indtægt og dine mål.
Virksomhedsordningen (VSO): VSO giver især mening, hvis du tjener over topskattegrænsen. Princippet er, at du kun betaler fuld skat — inklusive topskat — af det, du faktisk hæver ud til dig selv. Det overskud, du lader blive i virksomheden, betaler du kun en foreløbig skat på 22 % af. Tjener du på et senere tidspunkt mindre end topskattegrænsen, kan du bruge af det opsparede og dermed undgå at betale topskat det år. Det kræver, at virksomhedens og din private økonomi er klart adskilt (ingen blandede bankkonti eller udgifter). VSO kræver lidt mere styr på bogføringen, men det klarer vi for dig.
Selskab (ApS): Tjener du konsekvent over topskat, kan det give mening at overgå til et selskab (ApS). Her kan du udbetale løn til dig selv op til topskattegrænsen og lade resten blive i selskabet, hvor det beskattes med 22 %. I stedet for at hæve pengene ud og betale topskat kan du lade dem stå og investere dem fra selskabet — for eksempel i boligudlejning eller værdipapirer. Et selskab giver flere muligheder, men også mere administration og nogle krav (for eksempel kapitalkrav og selvstændigt regnskab), så det afhænger af din indtjening og dine planer.
Nærmer du dig topskattegrænsen, kan du overveje at fremrykke nogle af de indkøb, du alligevel skal bruge i klinikken. Når du køber noget, der er nødvendigt for dit erhverv, trækkes udgiften fra i regnskabet, og dit overskud — og dermed din skat — bliver mindre. Det kan for eksempel være nyt klinikudstyr som en behandlingsbriks, en massagepistol eller træningsredskaber, faglitteratur og faglige tidsskrifter, der holder dig fagligt opdateret, eller en ny telefon eller computer, som du bruger i dit arbejde.
Men husk, at det kun kan betale sig, hvis det er noget, du reelt har brug for. Du sparer nemlig kun skatten af beløbet — ikke hele beløbet. Køber du noget for 10.000 kr., får du måske omkring halvdelen igen i sparet skat, men resten er penge, du har brugt. Med andre ord har du færre penge til dig selv, end hvis du blot havde taget overskuddet ud og betalt skat af det. Så det handler om at fremrykke fornuftige indkøb, du har gavn af — ikke om at bruge penge for at undgå skat.
Som osteopat betaler du ikke moms. I stedet betaler du en årlig lønsumsafgift. Her får du kort forklaret, hvad det er, og hvordan det fungerer.
Nogle typer virksomheder opkræver ikke moms — de betaler lønsumsafgift i stedet. Som osteopat er du en af dem.
Det betyder, at du ikke lægger moms på dine behandlinger, og at du i stedet betaler en lønsumsafgift én gang om året.
Du skal kun betale lønsumsafgift, hvis dit afgiftsgrundlag — altså dit overskud — er over 80.000 kr. Ligger det under, skal du ikke betale.
Hvis dit overskud er under 80.000 kr. og skal du stadig indberette lønsum blot med et 0.
Satsen er 4,12 % af dit skattemæssige overskud.
Eksempel: Er dit overskud 449.250 kr., bliver lønsumsafgiften 449.250 × 4,12 % = 18.509 kr.
Lønsumsafgiften skal indberettes senest den 15. august efter årsskiftet.
I forbindelse med dit årsregnskab beregner og bogfører vi din lønsumsafgift, så du ved præcis, hvad du skal betale. Du får besked om beløbet, og vi anbefaler, at du tilmelder betalingen til Betalingsservice.
Du betaler ikke moms — du betaler lønsumsafgift.
Du betaler kun, hvis dit overskud er over 80.000 kr.
Satsen er 4,12 % af overskuddet, og den indberettes senest den 15. august.
Du skal indberette lønsum, også selvom det er 0.